CIVILIAN NYC | Hotel anmeldelse

CIVILIAN NYC | Hotel anmeldelse

En hotelanmeldelse af CIVILIAN NYC samt gæsteindlæg af AM (IG: @guldbrandsen_ )

“Vi anede faktisk ikke, hvad vi skulle forvente af det hotel vi havde booket. Da vi fandt ud af USA åbnede op, aftalte vi at fejre Thanksgiving hos vores venner i Cape Cod, Massachusetts og da der ikke var direkte fly til Boston bestemte vi os for at flyve til New York og afslutte med tre overnatninger. Et gensyn vi glædede os meget til. Hotellerne var bestemt ikke billige trods der endnu ikke var åbnet for internationale turister. Flere kører med reduceret kapacitet. Det siges at 5-6% af hotelkapaciteten er lukket permanent under Covid-19. Bla. er et af W hotellerne lukket permanent ligesom det kendte Hudson Hotel er lukket permanent. Vores krav er at vi ville jo gerne bo godt (hvem vil ikke det), i hvert fald rent og helst også centralt ift den korte tid vi havde. Vi ville ikke bo i airbnb eller lejlighed fordi det var så kort tid vi havde i byen. I New York, som i mange andre storbyer, bliver hotellerne hurtigt slidt på grund af den høje belægning og ikke alle hoteller vedligeholdes på et højt niveau. Tilfældigt faldt jeg over hvad der skulle vise sig at være et virkelig godt tip, som jeg ikke tidligere har tænkt over; nemlig at gå efter de senest åbnede hoteller, da standen vil være god, også selvom man ikke vælger højeste standard. Ofte er der endda et åbningstilbud i en periode.

Jeg fandt frem til et par lister med top 15 og top 10  over de senest åbnede hoteller og gik alle hotellerne igennem. Nogle var for dyre, nogle var fuldt bookede og nogle lå ikke helt optimalt ift. vores ønsker. Vi fandt så frem til et super flot og nyt hotel, virkelig god pris, men desværre i Financial District. Ikke det bedste udgangspunkt for et kort ophold i byen, synes vi. Valget faldt derfor på et hotel, der først åbnede 3 dage før, vi skulle bo der. Civilian NYC. Det ligger i Theater District, tæt på Times Square og på kanten af Hells Kitchen. Ikke et område jeg normalt ville vælge, men det fungerede så godt til et kort ophold og det var langt nok fra Times Square til vi ikke følte os fanget i en turistfælde og vi kunne nemt komme til alt.
Det føltes som lidt af et sats at booke et hotel, der endnu ikke var åben. Vi bookede igennem hotels.com fordi vi havde to nætter vi kunne indløse ellers kunne vi lige så godt have booket direkte igennem hotellets egen hjemmeside. Nu var det bare om at krydse fingre for, at hotellet åbnede som planlagt!

This slideshow requires JavaScript.

Fordi vi ankom sidste dag i Thanksgiving holiday var den første nat lidt dyr. Før vores “gratis nætter” certifikat var priserne cirka 360 USD for første nat, de to efterfølgende nætter ca. 280 usd per nat, før skatter. Vores “gratis nætter” fra hotels.com gjorde til, at vi slap med 4750 DKK ($720) for de tre nætter inklusiv skatter. Da vi rejste 2 voksne og et barn på 13 år havde vi i øvrigt valgt deres største (og dyreste) værelsestype ‘Spacious Double Double’ med to senge, hvor der kan sove 4 på værelset. Det var en rigtig rigtig god pris på det pågældende tidspunkt. Hvis man ønsker et 2-personers værelse, kan det fås ned til $110/nat.

Ret interessant var det at man kunne vælge mellem en basic rate, essential rate og inclusive rate. Vi valgte basic rate som er uden morgenmad og uden housekeeping (kan tilvælges mod tillæg) og med basic wifi. Ja, du læste rigtigt – uden housekeeping. Der er mangel på arbejdskraft mange steder og derfor er dette blevet en mulighed og helt ærligt så er det en luksus at skifte håndklæder og sengetøj hver anden dag. På den måde kan de kapacitetsplanlægge. Vi var dog tre afsted, så valgte tilkøb af housekeeping for 20USD pr. nat. De havde dog registreret det forkert, så det kun blev en nat på trods af mailkorrespondancen viste noget andet. Det blev dog klaret med et smil og skift af håndklæder. Det er mit indtryk at flere hoteller har indført denne optionalitet med housekeeping. Jeg havde også skrevet til hotellet, om muligheden for et værelse med at god udsigt, da hotellet er 27 etager ville vi gerne lidt op i højden.

Essentiel rate er med morgenmad, adgang til gym (inkl. saltwater pool), speedy wifi, early check in, housekeeping for a little extra.

Inclusive rate er med daily housekeeping, morgenmad, gym, speedy wifi, 10am check in, late check out and more.

Deres gym ligger en blok væk og vi så den ikke. Basic wifi var tilstrækkeligt – vi kunne sagtens streame en film mm.

Hotellet åbnede som planlagt og vi ankom og blev tjekket ind. De var meget imødekommende. De manglede stadig et par ting; rooftop står færdig inden foråret og morgenmadsrestauranten i løbet af december/januar. Vi spiser altid morgenmad på farten, så det generede slet ikke os. Der er en terrasse på 2. etage i forbindelse med en bar/lounge og så vidt vi forstod kommer der også en gårdhave i gadeplan bag hotellet til forår/sommer. Det tegner virkelig godt.

Jeg tror faktisk vi var de første, der boede på vores værelse. De havde hørt vores ønske om udsigt og vi fik et værelse på 16. etage med udsigt over Hells Kitchen, West Manhattan, Hudson River og New Jersey skyline. Teenagepige var over the moon og havde gerne brugt de tre dage på hotellet

Hotellet er inspireret af Hell’s Kitchen området og er indrettet meget New Yorker agtigt og meget teater inspireret med billeder, buede gardiner, gammeldags telefon. Det var en oplevelse i sig selv. Det viste sig at bygningen var helt ny – indtil for 1,5 år siden lå der en parkeringsplads på grunden. Tænker du kan mærke min begejstring  – ærlig talt følte jeg, at jeg havde lavet et scoop af de store. Indretningen af hotellet er i en klasse for sig, valget af tapeter, interiør var virkelig smagfuldt. Nå ja, at det de så bygger ofte ikke holder  ret længe er jo en skam, men sådan er det jo i USA og det kan man også se, hvis man kigger godt efter.”

Hvis du vil læse flere gode råd fra AM så hold fast …. der kommer endnu et gæsteindlæg fra hende snarest. Du kan også finde andre hotelanmeldelser her: https://www.turistinewyork.dk/?s=hotel
Kunne du selv have lyst til at skrive en hotel anmeldelse, eller en anden form for gæsteartikel så send mig en email på frontdesk@turistinewyork.dk

This slideshow requires JavaScript.

 

The Collective Paper Factory Queens | Hotel anmeldelse

The Collective Paper Factory Queens | Hotel anmeldelse



Først skal jeg sige, at min overnatning på The Paper Factory Hotel (Nu: The Collective Paper Factory) var i April 2015. Jeg har dog ikke kunne stoppe med at tænke tilbage, på hvor fedt hotellet var og har anbefalet det mange gange til kunder. Jeg har også haft et par kunder, der selv fandt frem til hotellet uden min anbefaling og som skrev hvor glade de var for opholdet.

Når det kommer til overnatning, så bør I vide at jeg er en varm fortaler for, at man booker i Queens. Priserne er ofte bedre end på Manhattan, du kommer til at bo væk fra turistmyldret, men tæt nok på toglinier så du spilder ikke mere tid i subwayen end havde du boet på Midtown Manhattan. Men bedst af alt, du tilføjer en dimension til din ferie oplevelse ved at bo, i et nabolag der er 100% autentisk New York!

Hotellet med adressen; 37-06 36th St, Long Island City, NY 11101, har 36 street station subway stationen et stenkast væk. Herfra kan du tage R, M togene og E-toget sent om aftenen. Der er supermarkeder, kaffebarer, tank station indenfor få minutters gågang ligeledes. Brooklyn Grange, en storbys roof top farm/have, er ligeledes 5 min gågang væk. Her kan du købe friske grøntsager, eller booke bord til spisning.

Paper Factory hotellet, er som navnet siger en gammel papirsfabrik der er blevet omdannet til et lækkert, rustik boutique hotel med fokus på co-living. Du får adgang til områder du deler med de øvrige gæster, såsom køkken, lounge område, træningslokale, co-working arbejdsplads. Du får også daglig avis, 24/7 concierge desk, og super hurtig wifi. Dertil event space og restaurant.

Pga. dets tidligere historie som papirsfabrik, har de valgt at bibeholde den industrielle atmosfære i deres udsmykning. Værelserne er forskelligt indrettet, og er lyse og behagelige. De har forskellige typer af værelser, men jeg overnattede på et klassisk king værelse.

Jeg betalte $141 i alt. Efter deres renovation, og skift fra The Paper Factory til The Collective Paper Factory, hvilket mest af alt tyder på nye ejere og flere værelser – så har de tilføjet det irriterende, “resort fee”, som flere og flere hoteller vælger at implentere. Resort fee, eller urban fee, er et gebyr der kommer oven i prisen per nat uanset den daglige rate og oveni den normale skat. I skrivende stund, er deres resort fee på lige knap $27 per nat. Til gengæld har de rigtig gode priser meget af året, ned til omkring $90-129/nat (før skat og gebyr) januar til marts og op omkring $200-$300 henover sommeren, og igen ned omkring $200 resten af året. Der er selvfølgelig, som alle hoteller udsving der kan gøre sig gældende ved sidste-øjebliks-bookinger og helligdage/events. Vær obs på at hotelpriser stiger omkring US Open (slut august/start september) og NYC Marathon (start november).

Lobbyen på hotellet er stor og hyggelig med siddepladser, og deres bar / restaurant inviterer til hygge. Værelset har en del gulvplads og store vinduer. Badeværelset er af fin størrelse, og man føler sig ikke for klemt inde som man ellers godt kan få følelsen af på mange NYC hoteller.

 

 

Jeg ville ønske, jeg havde flere billeder fra min overnatning der. Jeg var super tilfreds, og vil til hver en tid anbefale dette hotel hvis du søger væk fra Manhattans ræs. Priserne er gode, selvom der er resort fee. Du får flot møbleret værelse, med “sjæl”. Og fællesområderne gør, at du har mulighed for at “hænge ud” på hotellet og lave arbejde, skrive rejsebloggen og lave research inden du tager subwayen de 15 minutter ind til Midtown Manhattan. Dette hotel er derfor også ideelt for jer, der måske skal være i byen i lidt længere tid ifm. arbejde eller studie – netop pga. deres co-sharing / co-working koncept.

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

– – –

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk

 

The Vue Hotel Long Island City | Hotel anmeldelse

The Vue Hotel Long Island City | Hotel anmeldelse

The Vue Hotel, Ascend Hotel Collection i Long Island City, Queens er hotellet ideelt for solorejsende og par der er rejsevante og gerne vil have bekvemmelighederne uden at presse budgettet for meget. Jeg har før skrevet om hoteller i Long Island City, da der allerede er ret mange og flere kommer til. Om 5 år, vil det sikkert være helt normalt at booke overnatning der men indtil da, vil jeg være den varme fortaler der forsøger at få jer overbevist!

The Vue ligger i en del af LIC (Long Island City) der stadig er meget præget af byggeri og det ligger tæt på et af byens housing authorities, (social boligbyggeri) så hvis man ikke er vant til at rejse til storbyer, eller selv bor i en storby kan det godt føles en smule “utrygt” ved første øjekast, fordi det ser lidt mere råt ud. Der er dog ingen beviser for, at man er mere udsat for ubehagelige oplevelser her end på Manhattan. Statistisk set, er området mere sikkert end størstedelen af Manhattan.

Når det så er sagt, så er hotellet, med adressen 40-47 22nd St, Long Island City, NY 11101, placeret med 1-2 minutters gågang fra F-toget som er ideelt at bruge, for at komme ind til Manhattan. Man er også kun 500 meter fra Queensboro Plaza station hvor 7, N or W togene kører fra. Man er derfor dækket rigtig godt ind i forhold til offentlig transport, selv i weekenderne hvor der ofte er en eller anden form for sporarbejde.

Lobbyen er meget lille, men receptionisterne super venlige og imødekommende. Jeg tog en enkelt nat her, i september inden jeg skulle checke ind på The Roosevelt Hotel (review fra det hotel kommer snarest) som rejseleder for en gruppe der skulle på rundrejse på østkysten med et dansk rejseselskab. Det var min arbejdsgiver, der bestilte hotellet til mig så ved ikke hvor meget det kostede men en hurtig søgning viser at priserne ligger på lige omkring $110-$150/nat januar til marts, og lige under $200 henover sommeren. Henover efteråret, særligt omkring US Open (som afholdes i Queens) og New York City Marathon løber priserne op og ligger på omkring $250-$320 per nat, hvorefter de falder stødt resten af vinteren med en gennemsnitspris på $150/nat. Jeg modtog en lille gave, da jeg checkede ind – et glas, vand og chokoladebar og chips. Ved ikke, om det var fordi jeg er rejseleder/tour guide og de var klar over det – eller om det er en fin ting, de tilbyder alle.

Værelset var ikke stort, men passer fint til en solorejsende eller til et par der gerne vil have et rent, og behageligt værelse at slappe af på om aftenen. Badeværelset var tilgengæld super fedt! Jeg fandt ikke helt ud af, hvordan bruseren skulle bruges men den var fancy – og de havde selvfølgelig også små personlig plejeprodukter og sågar slippers!

Derudover havde værelset kaffemaskine, plads til opbevaring af personlige ejendele, en lille bænk, og stort fladskærms-tv og et lille køleskab. Der er indkøbsmuligheder, f.eks. et marked omkring 7-8 minutter derfra, hvor man kan proviantere døgnet rundt.

En rigtig fin detaljer var, at de havde mørklægningsgardiner med fjernbetjening ved sengen. Selvom udsigten ikke er noget at skrive hjem om, så var der alligevel mulighed for at få massevis af dagslys ind – og hvis man er til menneskekiggeri, som jeg er, så var det interessant at sidde og kigge på folk der arbejdede på modsatte side af gaden.

Der var en meget basis morgenmadsbuffet bestående af kaffe, juice, mælk, brød inkl. i prisen. Du kan også tage til Joes Coffee Company der ligger på næste blok, som tilbyder kaffe og diverse sandwiches og ‘baked goods’. Hvis du går ned mod Queens Plaza området er der massevis af restauranter – men du kan også benytte dig af det take-out menukort hotellet har på værelset. Eller, endnu lettere – opret en konto hos Grubhub (klik på linket, og få $12 i rabat på første ordrer over $15) og bestille din mad til døren.

Så alt i alt, et hotel jeg vil anbefale til dem der har været i NY før, eller som har rejst i storbyer (eller kommer fra storbyer i DK) og ikke bliver nervøse for det lidt mere “rå” område som denne del af LIC er. Ingenting at være bange for, og beliggenheden er så fin ift. at komme til Manhattan på under 15 minutter. Du sparer penge, og du vil opleve en del af byen som turister ikke lige får set! Jeg vil selv booke overnatning her igen, for egen regning, hvis ikke jeg finder på at “tjekke” et andet hotel ud.

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

Se også den lille intro video jeg optog udenfor hotellet og ‘subscribe’ gerne til vores YouTube kanal. Jeg håber på at 2020 bliver året, hvor jeg får gjort mere ud af den kanal – jeg har ihverfald massevis af materiale der bare venter på at blive uploadet.

– – –

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk

 

Hampton Inn Manhattan Downtown Financial District | Hotel anmeldelse

Hampton Inn Manhattan Downtown Financial District | Hotel anmeldelse

D. 1 februar 2019, tog jeg endnu en nat på endnu et hotel i Hilton porteføljen. Jeg havde været til et rejseleder event hos EF Explore America i Boston, og det var billigere at flyve hjem fra New York end fra Boston – selv med en enkelt nat på hotel. Og, da jeg savner at bo i New York City tager jeg hver en chance jeg har, for at bruge lidt almindelig afslapnings tid i byen, også selvom det er minus grader og jeg kun har 10-12 timer til rådighed.

Hampton Inn Manhattan/Downtown-Financial District ligger på 32 Pearl Street, et fodboldspark væk fra Staten Island færgen, Wall Street og børsen. Du kan gå til 9/11 Memorial Museum og World Trade Center på cirka 15-20 minutter. Det var en af de koldeste dage på året, da jeg ankom og henover natten faldt temperaturen til -12 grader. Den steg dog til 1 grad, henover lørdagen men pga. beliggenheden føltes det endnu koldere. På spidsen af Manhattan, er du tæt omringet af vand fra Hudson River og East River. Du er i gåafstand til Whitehall St subway station med R, W togene som er praktiske når du skal uptown, eller du kan gå til Wall Street station hvor 2, 3 linjerne kører fra. De er særligt belejlige, hvis du skal mod Brooklyn eller på den vestlige side af Manhattan.

Jeg betalte $103.70 alt inkl., for mit værelse af typen: King bed / Nonsmoking. Priserne stiger kraftigt henover foråret og starten af sommeren, og mange dage er et sted mellem $300-$400 per nat. I vinteren, og sen sommer / efteråret kan du godt finde priser til omkring $200 og under.

Ligesom hotellet, jeg havde boet på tidligere på året, DoubleTree i Chelsea, så tilbyder Hampton Inn de nødvendige services og ikke så forfærdeligt meget mere. I min optik, hvad jeg som minimum vil forvente for en Manhattan overnatning – med mindre jeg booker et vandrehjem. Det er dog ikke en dårlig ting, men heller ikke noget at skrive hjem om.

Værelset var mindre end forventet (og meget mørkt), og udsigten fra vinduet lige ind i muren på en af siderne af hotellet. Ingen grund til at trække gardiner til side, med mindre du gerne vil have din nabo kigger ind til dig (eller du gerne vil kigge ind til naboen, men det er en helt anden sag) Sengen var dejlig behagelig, og TV og kaffemaskine tilstede. Badeværelset havde en OK størrelse, og tilbød også små produkter som, omend dårlig for miljøet er noget jeg værdsætter da jeg som regel kun rejser med min carry-on.

Der er gratis morgenmad (men jeg sov desværre for længe) og en kaffebar i lobbyen så man kan tage en kop med fra morgenstunden af. Du kan også lave kaffe på eget værelse (kender I mig, så ved I det er vigtigt).  Som Hilton Honors medlem, fik jeg en lille velkomsthilsen og gave. Det er altid et dejligt “touch”, men ikke garanteret for ikke-medlemmer.

De opbevarede min carry-on efter jeg checkede ud, og jeg tippede selvfølgelig $5 da jeg hentede den igen. Jeg brugte mine ledige timer, til et besøg på det gratis (pay-as-you-wish) nærliggende National Museum of the American Indian. Det var spændende – og varmt! Jeg skulle ikke nyde noget af, at rende rundt i 1 grads varme, der føltes som -5. Puha, det var en barsk vind. Og pointen i det; hvis du rejser til New York og overvejer at bo Downtown Manhattan i vinter perioden. Vær opmærksom på, at det oftest føles meget koldere pga. vandet omkring ø-spidsen. Jeg vil umiddelbart fra vælge downtown, med mindre det er varme måneder, hvor en kølig brise kan være velkommen.

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

– – –

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk

DoubleTree by Hilton Chelsea | Hotel anmeldelse

DoubleTree by Hilton Chelsea | Hotel anmeldelse

Manhattan hoteller er som udgangspunkt det dyreste overnatnings alternativ, hvis man kigger på hele NYC. Manhattan hotelværelser er som regel også ret små. På den positive side, er de beliggende i alle nabolag og tæt på alt det man som turist gerne vil opleve. Manhattan er synonym med NYC, selvom det teknisk set kun er 1/5 af byen. Det er derfor helt naturligt, at det er her man som turist starter sin søgning og oftest også ender op med at bo.

Når det så er sagt, og inden vi går videre … så håber jeg du ved, at jeg på det stærkeste anbefaler at søge mod Queens, og jeg håber du har læst nogle af de hotel anbefalinger jeg har skrevet om der.

Da jeg er Hilton Honors medlem (deres bonusprogram) og har deres kreditkort kigger jeg som udgangspunkt altid efter et hotel i Hilton kæden, som efterhånden inkludere ret mange hotelnavne. I januar 2019, havde jeg brug for en hurtig overnatning, da jeg kom fra Danmark med fly, landede sent men skulle være i Washington D.C. til et rejseleder event, dagen efter. Jeg skulle med Amtrak fra Penn Station, så et hotel i gåafstand til stationen var vigtigt og jeg bookede DoubleTree by Hilton Hotel New York City – Chelsea til en total pris af $111.37.
Det er i den lave ende af, hvad man finder hotelværelser til på Manhattan og det var udelukkende pga. sæsonen. Den pris, skal I ikke regne med hvis I rejser i forår, sommer og omkring helligdage. Til sammenligning, løber priserne op omkring $200-$300/nat resten af året med udsving til $400 omkring helligdage.

Hotellet ligger som en smørklat midt i midtown på W 29. gade mellem 6. og 7. avenues. Du har PATH (til New Jersey) og 1, N, R, W, subway lingerie indenfor 5 minutters gågang og Herald Square med Macy’s, JCPenney, H&M, Victoria Secret og meget andet shopping samt F, D, M, B subway linier er ca. 10 minutters gågang væk.

Da jeg jo ikke er turist, men en tour guide med stor kærlighed for New Yorks vartegn bestilte jeg værelsestypen der kom med Empire State Building view og det skuffede ikke. Jeg kunne ligge i den ene seng, og kigge ud af vinduet på lysene der spillede oppe i Empire State Building.

Jeg ankom som sagt sent, og havde på forhånd checket ind og valgt etage via min Hilton App. Servicen var fin, og jeg kom hurtigt op på mit værelse. To dobbeltsenge, klædeskab, og skrivebord. Simpelt og lige til. Fladskærms-TV, og et helt klassisk badeværelse med små shampoo, balsam, lotion produkter – typisk for alle Hilton hotellerne.

Morgenmad er ikke inklusiv den daglige pris men deres restaurant, Chelton’s, har morgenmadsbuffet som kan tilkøbes seperat til enten $16.95 for en simpel buffet eller $22.95 for deres store buffet. Buffetten (klassisk for mange Hilton hoteller) er bestemt lækker, men hvis du alligevel bor pladask lige i midten på Manhattan, så kan du ligeså godt vælge muligheder udenfor hotellet, så det er varierende dag til dag og du derved også sparer en god slat penge. Der er massevis af muligheder rundt omkring i gåafstand fra hotellet. Jeg får som regel morgenmad med i prisen, da jeg er Hilton Honors guldmedlem, men jeg skulle tidligt op og over til mit tog mod Amtrak så fik ikke checket buffeten i restauranten personligt. Det var OK, for da jeg checkede ind fik jeg en småkage og et par flasker vand (igen, pga. guldmedlem status) så det blev min morgenmad mens jeg nød 10 minutter af min udsigt, i dagslys.


Jeg vil ikke hoppe og og ned af begejstring over hotellet, men det er et fint bud på et helt gennemsnitligt hotel, hvis man mest af alt er interesseret i et sted at sove om natten. Det tilbyder alt det man som som minimum kan forvente, når man skal bo på Manhattan og har en vis standard i form af, at det er en del af Hilton porteføljen. Beliggenheden trækker bestemt op og værelset jeg havde var rent og de nødvendige faciliteter som jeg synes er vigtige, var tilgængelige (såsom kaffemaskine på værelset og WiFi.) Der er dog også business center, og fitness rum. Men hvor mange har lige brug for det, under en ferie i New York?

Så alt I alt … Hvis prisen er god, på de datoer I er i byen så er det et udemærket bud på overnatning. Forvent ikke meget plads at bevæge jer på, men forbered jer på at det er ret typisk på de fleste Manhattan hoteller med mindre I bestiller en suite.

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

– – –

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk

Home2 Suites by Hilton Queens | Hotel anmeldelse

Home2 Suites by Hilton Queens | Hotel anmeldelse

Jeg har sagt det mange gange før, der er ikke noget der hedder “billig overnatning” i New York City. For selv om du rejser på de billigste datoer, kommer du alligevel til at betale minimum $80-$100/nat for et ordentlig hotel. Men langt de fleste rejser når der er ferier, eller vejret er godt.

For nogle måneder siden, skrev jeg min første blogpost omkring hoteller i Long Island City, Queens som værende et godt alternativ til Midtown Manhattan både ift. pris men også for at komme lidt væk fra turistmylderet, og opleve noget at byen som de lokale gør det. Long Island City er dog også i rivende udvikling, så spørgsmålet er hvor længe ovenstående er sandt.

Om ikke andet, i januar tog jeg nogle nætter, og skrev om, Hilton Garden Inn og siden hen har jeg overnattet på tre andre hoteller i Queens som jeg skal skrive om. Dette indlæg kommer til at handle om Home2 Suites By Hilton som i min optik er helt fantastisk!

Home2 Suites by Hilton New York Long Island City/ Manhattan View

Jeg samler points til gratis flyrejser og hoteller ved at benytte mig af mine kreditkort, men da raten på mine rejsedatoer var fornuftige valgte jeg i stedet at betale kontant. Det var i starten af februar, og jeg betalte gennemsnitligt $120/nat inkl. alle skatter og gebyrer. Home2 Suites ligger super placeret på 39-06 30th Street, i Long Island City kun et stenkast væk fra den hævede subway linie 39 Avenue hvor N og W kører fra. Du kan også vælge, at gå fra hotellet ca. 7-9 minutter til Queens Plaza hvor E, M og R linierne kører fra.

 

Jeg ankom tidligere end normal check-in, men har ofte success med at få en “early check-in” og denne gang fik jeg både det og et super godt værelse med den fedeste udsigt jeg endnu har oplevet på mine hotel ophold (selvom udsigten til Empire State Building fra to andre hoteller jeg boede på i Midtown nu heller ikke var dårlig) Udsigten om aftenen, med hele byen oplyst var endnu bedre men svær at fange på min iPhone’s kamera.

Ja, det er Empire State Building, Chrysler Building, FN bygningen og nogle af midtown’s højeste bygninger du ser – ej at forglemme Queensboro Bridge der forbinder Queens med Manhattan. Og nå ja, så er jeg bare generelt vild med Queen’s cityscape (landskab af boliger og bygninger som set forneden i billedet)

 

Home2 Suites er som en slags lejlighed, hvorfor jeg stærkt vil anbefale børnefamilier og andre der har et behov for “hjemlige omgivelser” når I rejser. Værelset er markant større, end hvad man kan forvente på Manhattan (naturligvis) så det er faktisk hyggeligt, at bruge aftenerne her, når man har fået nok af sightseeing og shopping i byen.

Og udsigten er altså heller ikke dårlig, selvom sne og dis dækker byen midt i februar.


Om morgenen, kan man nyde morgenmads buffetten som er inklusiv i prisen. Du kan vælge at spise i cafeteriet, eller gøre som jeg og tage nogle ting med op på værelset.

Morgenmads buffet

Tag lidt med op på værelset

… undgå de travleste morgener!

Du har også mulighed, for at proviantere i lokale supermarkeder, vinhandler eller bare købe noget take-out/delivery til værelset. Med køkken med de mest nødvendige ting, kaffemaskine, toaster, microbølgeovn, stort køleskab, vaskemaskine, tallerkener, kopper, glas,  bestik osv. Som nævnt, er værelset større end de fleste NYC hoteller hvilket indbyder til “hjemlig” hygge og afslapning. Og nå ja, jeg glemte at nævne at hotellet er “Pet-Friendly”.

 

Hotellet tilbyder desuden fitness rum, business center, gratis wifi, mødelokaler og er et 100% røgfrit hotel.

Der hersker vist ingen tvivl om, at jeg er en stor fortaler for at turister booker hotel i Queens.  Og jeg kan varmt anbefale det her hotel men skal nævne, at der er forskellige typer værelser og du er ikke garanteret denne udsigt hvis ikke du booker NYC City View.

Jeg optog to “walk through” videoer som du kan se nedenunder. På den korte video, er der ingen kommentarer udover min begejstring da jeg ser udsigten  for første gang. På den længere video, giver jeg kommentarer på engelsk. Beklager amatør kvaliteten men håndholdte iPhone videooptagelser er ikke altid lige gode.

– – –

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

– – –

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk