Manhattan hoteller er som udgangspunkt det dyreste overnatnings alternativ, hvis man kigger på hele NYC. Manhattan hotelværelser er som regel også ret små. På den positive side, er de beliggende i alle nabolag og tæt på alt det man som turist gerne vil opleve. Manhattan er synonym med NYC, selvom det teknisk set kun er 1/5 af byen. Det er derfor helt naturligt, at det er her man som turist starter sin søgning og oftest også ender op med at bo.

Når det så er sagt, og inden vi går videre … så håber jeg du ved, at jeg på det stærkeste anbefaler at søge mod Queens, og jeg håber du har læst nogle af de hotel anbefalinger jeg har skrevet om der.

Da jeg er Hilton Honors medlem (deres bonusprogram) og har deres kreditkort kigger jeg som udgangspunkt altid efter et hotel i Hilton kæden, som efterhånden inkludere ret mange hotelnavne. I januar 2019, havde jeg brug for en hurtig overnatning, da jeg kom fra Danmark med fly, landede sent men skulle være i Washington D.C. til et rejseleder event, dagen efter. Jeg skulle med Amtrak fra Penn Station, så et hotel i gåafstand til stationen var vigtigt og jeg bookede DoubleTree by Hilton Hotel New York City – Chelsea til en total pris af $111.37.
Det er i den lave ende af, hvad man finder hotelværelser til på Manhattan og det var udelukkende pga. sæsonen. Den pris, skal I ikke regne med hvis I rejser i forår, sommer og omkring helligdage. Til sammenligning, løber priserne op omkring $200-$300/nat resten af året med udsving til $400 omkring helligdage.

Hotellet ligger som en smørklat midt i midtown på W 29. gade mellem 6. og 7. avenues. Du har PATH (til New Jersey) og 1, N, R, W, subway lingerie indenfor 5 minutters gågang og Herald Square med Macy’s, JCPenney, H&M, Victoria Secret og meget andet shopping samt F, D, M, B subway linier er ca. 10 minutters gågang væk.

Da jeg jo ikke er turist, men en tour guide med stor kærlighed for New Yorks vartegn bestilte jeg værelsestypen der kom med Empire State Building view og det skuffede ikke. Jeg kunne ligge i den ene seng, og kigge ud af vinduet på lysene der spillede oppe i Empire State Building.

Jeg ankom som sagt sent, og havde på forhånd checket ind og valgt etage via min Hilton App. Servicen var fin, og jeg kom hurtigt op på mit værelse. To dobbeltsenge, klædeskab, og skrivebord. Simpelt og lige til. Fladskærms-TV, og et helt klassisk badeværelse med små shampoo, balsam, lotion produkter – typisk for alle Hilton hotellerne.

Morgenmad er ikke inklusiv den daglige pris men deres restaurant, Chelton’s, har morgenmadsbuffet som kan tilkøbes seperat til enten $16.95 for en simpel buffet eller $22.95 for deres store buffet. Buffetten (klassisk for mange Hilton hoteller) er bestemt lækker, men hvis du alligevel bor pladask lige i midten på Manhattan, så kan du ligeså godt vælge muligheder udenfor hotellet, så det er varierende dag til dag og du derved også sparer en god slat penge. Der er massevis af muligheder rundt omkring i gåafstand fra hotellet. Jeg får som regel morgenmad med i prisen, da jeg er Hilton Honors guldmedlem, men jeg skulle tidligt op og over til mit tog mod Amtrak så fik ikke checket buffeten i restauranten personligt. Det var OK, for da jeg checkede ind fik jeg en småkage og et par flasker vand (igen, pga. guldmedlem status) så det blev min morgenmad mens jeg nød 10 minutter af min udsigt, i dagslys.


Jeg vil ikke hoppe og og ned af begejstring over hotellet, men det er et fint bud på et helt gennemsnitligt hotel, hvis man mest af alt er interesseret i et sted at sove om natten. Det tilbyder alt det man som som minimum kan forvente, når man skal bo på Manhattan og har en vis standard i form af, at det er en del af Hilton porteføljen. Beliggenheden trækker bestemt op og værelset jeg havde var rent og de nødvendige faciliteter som jeg synes er vigtige, var tilgængelige (såsom kaffemaskine på værelset og WiFi.) Der er dog også business center, og fitness rum. Men hvor mange har lige brug for det, under en ferie i New York?

Så alt I alt … Hvis prisen er god, på de datoer I er i byen så er det et udemærket bud på overnatning. Forvent ikke meget plads at bevæge jer på, men forbered jer på at det er ret typisk på de fleste Manhattan hoteller med mindre I bestiller en suite.

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

– – –

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk