D. 4 juli har de fleste amerikanere fri. ‘4th of July’ er USA’s Independence dag, og den fejrer de med højt humør, grill (BBQs), kolde øl, parader og fyrværkeri ved mørkets frembrud.
Til trods for at jeg elsker at bo her i USA har jeg ikke et forhold til de amerikanske helligdage, men det betyder ikke at jeg ikke kan nyde en fridag!
I 2010 var jeg inviteret til Rooftop party (tagterrasse fest) med udsigt over Macy’s fyrværkeri som er ret spektakulær men i år længdes jeg efter, at komme VÆK fra New York.
Jeg er som bekendt studerende, og har derfor ikke råd til at tage et fly væk. I stedet nyder jeg gavn af de mange fornuftige bus og tog muligheder der er fra NY og til de omkringliggende stater. I dagene op til vores fridag lavede jeg en del research og besluttede mig at tage til Cold Spring, NY. Det skulle vise sig at være en virkelig god beslutning!
Vi tog Metro-North Railroad toget fra Grand Central Terminal mod Poughkeepsie kl 12:44. Man kan købe billetter ved en af de mange automater. Det er simpelt, og jeg købte en returbillet med det samme. Kun $26!
Turen tager blot 1 timer og 15 minutter. Før du stiger på toget skal du huske at tage de obligatoriske: “Nu skal jeg på tur!” billeder.
Derefter må du også huske at købe forsyninger. Gør evt. som jeg gjorde: Kaffe og bagel hos Junior’s.
Find derefter en god vinduesplads og nyd den fantastisk tur der løber via Hudson River.
Efter 1 time og 20 minutter ankom vi endelig på Cold Spring station, og fandt hurtigt ud af at landsbyen (the village som de kalder den) starter så snart du kommer af stationen.
Du bliver mødt af offentlige toiletter og Chamber of Commerce klods op af dametoilettet (Interessant!) Tag dig endelig tid til at tale med den venlige ældre herre der arbejder der. Han vil give dig et kort over landsbyen, og lokalavisen hvor du vil kunne se hvilke events der er. Da det var 4th of July blev jeg anbefalet en hel del, men vi endte med bare at gå rundt for os selv.
Main Street som er hovedstrædet ligger i forlængelse af Chamber of Commerce så du kommer igang med eventyret lige med det samme. Tag dig god tid til at besøge hver enkelt butik. Der er massevis af antikvitetsbutikker, vintage stores / thriftstores, små unikke boutiques, og gallerier.
Før noget som helst andet, skulle vi have en is hos Ice Cream Parlor:
En af mine favorit antik/thrift store var DownTown Gallery som er ENORMT stort. De har så mange ting, at du kan sætte den første time af med at gå på opdagelse i deres ting. Jeg fandt nogle Aalborg Akvavit glass, der med grøn tekst sagde Danish Mary så dem blev jeg jo nødt til at købe!
Det er utroligt så meget de har fået proppet ind på den gade. Der er også nogle isbutikker, hvor isen er hjemmelavet og billig, cafeer og små fine restauranter. Efter shopping og en tur i brandbilen, blev det tid til middag og lidt koldt at drikke. Vi var blevet anbefalet Whistling Willies – og hvor var det en utrolig hyggelig atmosfære, og servicen var i top. Bestilte en lækker portobello panini med truffle fries. Lækkert, lækkert, lækkert …
Ca. heromkring gik min ipad død for strøm så resten af billederne kom pa min tlf som desværre ikke er noget at skrive hjem om. Jeg vil spare jer for utydelighederne.
Efter endt middag fulgte vi med resten af byen ned til Hudson River (der er en walkway under stationen, der fører dig direkte til floden) hvor det meget fine festfyrværkeri blev fyret af! Til slut fik vi hjemmelavet is hos Moo Moo’s Creamery som vi havde fået anbefalet af utallige shopejere i løbet af dagen. Jeg kan helt klart anbefale at efterlade rum i maven til denne is.
Kl 22:19 tog vi, med en kold øl i tasken toget tilbage mod New York City. Ja, i Metro-North togene må du gerne drikke alkohol. Det var dog meget pudsigt, at en pige henvendte sig til mig og spurgte på gebrokken dansk om jeg ville skrive et godt review om Cold Spring. Hun havde overhørt mig tale til Chamber of Commerce tidligere på dagen, men havde ikke turde tale til mig der. Det viste sig at hun har boet og studeret eet år i Danmark og altså talte ret flot dansk. Jeg håber hun husker at læse bloggen her og sender mig en hilsen!
Herunder følger billederne fra en dejlig varm dag, fyldt med flot natur, Hudson River, parade, shopping, flotte gamle huse, interessante samtaler med de lokale (og en special agent fra Secret Service!) is, mad og drikke, en tur i en brandbil, gratis t-shirt fra lokalavisen og til slut 4th of July fyrværkeri. Sikke en dag!
Først en lille video der viser udsigten var vinduespladserne i toget:
Bare et enkelt telefonbillede af fyrværkeriet … God nat! 🙂
Læs mere her:
Om Cold Spring station og at få billetter hertil: http://as0.mta.info/mnr/stations/station_detail.cfm?key=54
http://as0.mta.info/mnr/schedules/sched_form.cfm
Og så lidt mere om byen og shopping mulighederne: http://www.coldspringliving.com/shopping.htm