En af de der unikke, fede oplevelser man kan få sig i New York City hvis man bevæger sig væk fra Manhattan er at finde i Queens. Ja ja, I ved det, hvis I har fulgt mig gennem årene – der er meget at opleve i Queens!

Privatbilleder fra et besøg i 2017.

Queens Night Market er en af dem, man skal nyde hvis man kommer hertil om sommeren og sensommeren og hvis man kan li’ mad.

“Queens International Night Market’ er et stort, familievenligt open-air arrangement I Queens, med op mod 100 uafhængige leverandører, der sælger merchandise, kunst og mad og byder på små kulturelle forestillinger, der alle fejrer den rige kulturelle mangfoldighed og arv fra NYC og Queens.” (frit oversat fra queensnightmarket.com)

Jeg kan dufte maden stadig! Den varme luft, den sumrende lyd af menneske snak. Privatbilleder fra et besøg i 2017.

Det foregår i Flushing Meadows Corona Park, som er den park hvor US Open også holder til. Man kan let komme hertil, ved at hoppe på den lilla linie / 7-toget på Manhattan, til 111th Street station. Gå 4 blokke sydpå indtil du kommer under en vejbro, der vil du kunne se Queens Night Market bag ved New York Hall of Science til venstre. Du kan også bare klikke her til et Google kort, hvor jeg har sat punkterne ind: https://goo.gl/maps/A6CoMfv3CkHwooFA6  Det tager cirka 45-60 minutter at komme hertil fra Midtown. Turen er let, og 7-toget kører oppe det meste af ruten i Queens, så man kan se på “landskabet” undervejs.

I år åbner de 19 juni, dog med begrænsede besøgstal og man skal, som så mange andre steder, købe billet. Prisen er kun $5/person over 12 år. Prisen på forskellige mad og drikke er sat på max. $5 (enkelte steder til $6).

Min søn danskede med sin veninde tilbage i 2017, på Queens Night Market. Jeg ønskede en sang af Rasmus Seebach – jeg er ret sikker på, jeg var den eneste til stede der forstod teksten. Privatbilleder fra et besøg i 2017.

Tidligere år har der været levende musik og scene til at danse på. Forskellige lege for børn og voksne. Balloner og fest og farver. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan stemningen bliver i år men det har jeg tænkt mig at finde ud af 🙂

Tjek derfor gerne denne blog igen, når grænserne til USA er åbnet for så kan det være der er opdateringer til adgang samt mine personlige anbefalinger for denne sæson!

Du kan også holde dig ajour selv på deres hjemmeside, hvor du også bestiller billetter: http://queensnightmarket.com