Med over 112.000 hotelværelser i NY, fordelt på flere hundrede hoteller er der nok at vælge imellem. Derudover er der tonsvis af hoteller der skyder op i eftertragtede nabolag i Brooklyn og Queens. Selvfølgelig er der også hoteller, der er værd at overveje i New Jersey, på Staten Island og The Bronx.

Hvis du er interesseret i en mere “autentisk new yorker” oplevelse har du også mulighed for at leje en privat lejlighed. Det kan du læse mere op, via siden: Lej Lejlighed i New York.

Du skal som udgangspunkt regne med at “billige” hoteller er dyrere end hvad man måske er vant til, fra Europa og resten af USA. Regn med ikke at gå under $150/nat hvis du vil have et godt, basis hotel i højsæsonen. Gennemsnitlig pris per nat for et hotelværelse (ADR) er på $260 i 2014 – ifølge officielle tal.

Nedenstående er en guide, indehaveren af denne hjemmeside selv brugte under hendes mange besøg i New York. Du kan bruge den som inspiration, og tjekke de links der er tilføjet. Derudover, kan du også læse om andres oplevelser og anbefalinger af hoteller i NY på denne side: Anbefalinger af hoteller

Vi håber du finder gavn i denne guide til hotel og vandrerhjem i New York.

1) Lav research

Der er et hav af hjemmesider, hvorigennem du kan booke dit hotelværelse. Vær opmærksom på, at prisen for hotelovernatning er noget højere end hvad du måske er vant til. Hvis dit budget er i prislejet $100/nat så får du en noget lavere standard, i et område der måske ikke er at foretrække.

De fleste søgemaskiner vil foreslå Hoteller i New Jersey (NJ) hvis du har sat dit budget lavt. Selvom transport fra NJ til Manhattan kan være legende let, så vil jeg råde dig til at være opmærksom på at ikke alle omåder af NJ er lige “sikre” og der kan være hoteller som ikke nødvendigvis ligger fordelagtigt ift. offentlig transport. Send mig gerne en email via kontakt, hvis du har fundet et hotel i NJ du kan lide, men som du er i tvivl om.

Der findes mange søgemaskiner hvor du kan søge hoteller efter dine præferencer. Lav en liste over dem du synes er interessante, samt deres pris og gem dem til senere analyse. Jeg kan anbefale at kigge nærmere på følgende:
Expedia.com
Hotels.com
Booking.com
HotelsCombined.com
Priceline.com
HostelWorld.com – vandrerhjem

Disse sider er gode at bruge, hvis du vil have et generelt overblik over hoteller der passer til dit behov og pengepung. Et par af dem, vil have “Her & Nu” priser eller rabatkoder, så det kan være godt at slå til med det samme. Du vil også støde på, at det selvsamme hotel kan fås billigere på en side fremfor en anden. Prøv dig frem!

2) Sammenlign

Udfra den liste du har lavet, baseret på din research fra søgemaskinerne i punkt 1, skal du nu sammenligne med hotellernes egne hjemmesider. Det sker faktisk, at du kan få en bedre pris hvis du booker direkte igennem hotellet selv, fremfor en søgemaskine. Det kan også være det ikke er tilfældet, i så fald skal du selvfølgelig booke gennem den søgemaskine der har givet dig den bedste pris. Det er også muligt, at du får ekstra “goder” med, ved at booke på hotellets egen hjemmeside fremfor søgemaskine. F.eks. kan hotellet have en særlig kampagne, der inkluderer morgenmad, drinks i hotelbaren, champagne og macaroons etc., som du ikke har ret til, hvis du booker via en tredjeparts-hjemmeside.

På nuværende tidspunkt har du sikkert et par favoritter på hånden. Det er nu du skal finde ud af, hvad andre rejsende har erfaret. Læs om deres oplevelser på diverse rejseforums. Der er hjemmesider på internettet dedikeret særligt til, at turister kan give deres hudløse ærlige meninger.
Disse to sider er særligt populære:

Tripadvisor.com
Yelp.com

Det er selvsagt nødvendigt, at du tager alt med et gran salt. Mennesker er forskellige, turister er forskellige, kulturer er forskellige. Hvad een rejsende tillægger værdi, kan være ravruskende lige meget for dig. Og omvendt. I øvrigt er det en rigtig god idé at se de billeder, som turister har uploadet. Billeder siger mere end 1000 ord.
Du kan også læse andre danske turisters anbefalinger af hoteller her på hjemmesiden: Reviews af overnatning

3) Hav tålmodighed

På nuværende tidspunkt, er din liste over mulige hoteller sikkert nede på 3-4 stykker. Hvis ikke du skal rejse foreløbigt, så tag og vent og se om priserne ændrer sig. Det fungerer lidt ligesom med flybiletter: udbud og efterspørgsel påvirker prisen! Det er dog helt sikkert, at rejser du i løbet af højsæsonen og omkring de store amerikanske helligdage er det ufornuftigt at vente for længe med booking. Sørg for at have et hotel på hånden minimum 1-2 måneder før afrejse.
Husk også at tjekke hotellets afbestillingspolitik, inden du booker. Langt de fleste har en afbestillingspolitik der tillader dig at annullere din bestilling op til 48 timer før check-in. Det er en god ting at have i mente, da du kan fortsætte med at holde øje med dine andre favorithoteller og se om du måske falder over et bedre tilbud. Du kan i så fald blot afmelde din booking det ene sted, og booke det andet! Smart – for man ved jo aldrig!

4) Ingen grund til panik

Hvis du efter ankomst til hotellet, absolut ikke er tilfreds kan du højst sandsynligt aflyse det resterende ophold og flytte på et andet hotel. Værre er det ikke! Igen, vær opmærksom på din afbestillingspolitik.

Du må heller ikke være bange for, at sige til hotel personalet hvis der er ting du er utilfreds med men som de kan rette op på. Du skal jo give drikkepenge til rengøringspersonalet (house-keeping) og diverse andre – og det er svært at gøre, hvis man ikke har været tilfreds fra starten af.

Du må også indstille dig på, at hotelværelser er små. Selvom du har betalt tusindvis af kroner, så er hotelværelserne stadig mindre end hvad du forventer. En anden ting at huske på, er at det er New York City så der er masser af larm fra biler og sirener fra polit, brandvæsen og ambulancer. Det bliver svært at undgå!