Hvornår og hvor meget? – Denne artikel er baseret på årevis af erfaring indenfor service industrien, andre professionelles anbefalinger og øvrige artikler omkring drikkepenge på internettet. Den skal forstås som vejledende – ikke dikterende!

Velkommen til USA – landet hvor prisen du ser på prisskiltet, sjældent er den pris du ender op med at betale!

Som dansker kan det hurtigt blive forvirrende, og måske endda et irritationsmoment – men som ordsproget siger: “When in Rome – Do like the Romans!” altså; “I Rom bør man gøre, som romerne gør!” skal man som besøgende hurtigt blive “vant til” at skat (sales tax) og drikkepenge er en del af den pris man betaler for sine varer og services.

Sales Tax bliver lagt automatisk på en pris, når du skal til at betale. I New York er det en stat-skat på 8.875%. Denne salgs-skat bliver lagt på de fleste varer, med undtagelse af fødevarer indkøbt i supermarkeder (altså ikke-færdiglavet mad) og tøj og sko op til en værdi af $110.

Drikkepenge er en anden sag. Hvornår skal man betale, og hvor meget skal man betale? Først og fremmest, er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der ikke er en lov der siger du SKAL … men der er en ret bred enighed om, at det er ret dårlig opførsel hvis man ikke giver følger landets kutyme og “tipper”. Systemet er bygget sådan op, at mange der arbejder i service-industrien virkelig lever på de drikkepenge de tjener i løbet af dagen. Selvom det sikkert ville være dejligt, at systemet var anderledes og alle blev betalt en fair løn – så ændres det ikke ved at man ikke give drikkepenge. Der skal højere magter til!

Hvornår betaler man så? Som udgangspunkt, hver gang du har fået en service af en anden. Dvs. får du ordnet negle, hår, modtaget en massage eller serveret mad på en restaurant så er det kutyme at give et sted mellem 15-20% af den fulde regning OVENI som drikkepenge. Nedenstående vil give forslag til hvor meget du tipper og hvem du tipper. På engelsk bliver ordene: “Tip” og “Gratuity” brugt ifm. drikkepenge.

Tips omkring “Tipping” – hvem og hvor meget?

På restauranter – Vær opmærksom på, om der allerede er blevet lagt drikkepenge på regningen. Visse restauranter, særligt i turist-områderne er klar over at turister ikke er så gode til at regne drikkepengene ud, og har derfor allerede beregnet dem og lagt dem oveni regningen med et såkaldt “service charge” på 18-20%. Ligeledes, de fleste restauranter har automatisk “gratuity” lagt i regningen hvis dit selskab er på 6 personer eller over. Husk, at de drikkepenge du giver til en tjener ikke nødvendigvis kun går til vedkommende. De deler måske deres drikkepenge med afryddere, køkkenmedarbejder og andre.

Taxaer – Det er normalt at du giver ihvertfald 15% af totalen, og mere hvis de hjælper dig med baggage. Nu om dage, kan man hurtigt betale med sit kort på deres automat og der er der allerede “knapper” a 20%, 25% og 30% du kan vedlægge som drikkepenge . Du kan vælge een af dem – eller selvfølgelig indtaste din egen pris.
Hvis du kan betale kontant, går flere af pengene direkte til chaufføren.

Bartendere – 15-20% af den totale regning, men hvis du kun får drikkevarer så er det normalt at give $1-$2 per drink.

Room service – måske er “gratuity” allerede på regningen, så dobbelt tjek. Ellers, er tommelfingerreglen med 15-20% igen god her.

Hotel concierges – et par dollars hvis du får svar på spørgsmål, mere hvis de hjælper dig med reservationer eller større foretagender. Du kan dog nøjes med at tippe, ved rejsens afgang eller blot et par gange i løbet af opholdet.

Rengøring og dørmænd – får du hjælp til bagagen er det kutyme at give minimum $2-3 per kuffert. Mht. rengøring, altså “housekeeping” behøver du ikke give drikkepenge hver dag, men det er ikke en dårlig ide hvis det er et større hotel og derfor forskellige der gør rent fra gang til gang. Giv $3-$5 per person der er på værelset, per nat. Du kan lade pengene ligge under hovedpuden – det er et lille trick, så man ved pengene går til dem der rent faktisk gør rent.

Frisører og negleteknikere – 15-20% er igen et godt bud på hvor meget du skal tippe vedkommende der har ordnet dine negle, eller dit hår. 10% hvis du slet ikke er tilfreds, og bed derefter at tale med en manager om problematikken.

Tour guides – din tour guide er også en del af service industrien, og ikke alle får en fair løn. Uanset om lønnen er fair eller ej, så er det trods alt stadig normalt at man viser sin tour guide taknemmelighed, særligt hvis man har haft en dejlig tour. Det er meget forskelligt hvad man anbefaler at give. Det kommer an på sightseeing typen, hvor stor en gruppe har været, længden på turen og hvorvidt tour guiden har leveret mere end hvad du måske forventede. Et sted mellem $5-$20 per deltager er normalt.

Hav $1 sedler på dig – Det er den letteste måde hurtigt at give drikkepenge, for du behøver ikke bede om penge retur eller føle dig flov over at du ikke vil give den eneste $20 du har på dig.

Vær åben! – Systemet er hvad det er, og lige meget hvor du rejser i hele verden vil du støde på andre normer og kulturer som du måske ikke forstår. Det gælder bare om at forstå systemet og være med på, at du altså ikke bliver snydt!

 

Sidst men ikke mindst – HVIS du imod forventning har modtaget ringe service, er det bedst du stadig giver minimumsbeløb i drikkepenge og beder om at tale med en manager. Ind i mellem, er det ikke den individuelles skyld at servicen har været ringe, og vedkommende bør derfor ikke straffes!

Andre gode hjemmesider, hvor du kan læse mere om drikkepenge:

http://www.businessinsider.com/this-is-how-much-you-should-tip-for-every-service-2012-8
https://www.tripadvisor.com/Travel-g191-s606/United-States:Tipping.And.Etiquette.html
http://www.cnn.com/travel/article/experts-guide-to-tipping-in-the-united-states/index.html